Somme tider hører man nogle vilde påstande om Christiania.
Vi har her forsøgt at belyse nogle af disse myter og fortælle hvordan tingene virkeligt hænger sammen.
-
∼14 ud af 24 fredede bygninger er ødelagt så meget, at de ikke længere vurderes at have fredningsværdi
-
Denne udtalelse har udgangspunkt i den ”SAVE” analyse som SES (Slots og Ejendomsstyrelsen) lod udfærdige kort efter de havde fået overdraget Christiania fra Forsvarsministeriet.
Undersøgelsen fik meget kritik fra fagfolk på området, for at være overfladisk og useriøs og for ikke at kunne anvendes til formålet. De gik en tur i området og kiggede på husene udefra, tog ingen prøver af tag-tilstande eller andet, og skød så frit fra hoften ...... så og så mange huse osv.
Det forlyder desuden at en del af de huse der refereres til var kondemneret af Københavns Kommune da Christiania startede. Disse huse ville altså være blevet fjernet, hvis Christiania ikke var blevet besat, og grunden til at de overhovedet stadig findes er at vi har sat dem så meget i stand at de har kunnet overleve.
Christiania har i sin levetid oprettet og istandsat ca. 400 lejligheder, som er et velkomment tilskud til de desperate tilstande på boligmarkedet i København. Vi har endvidere vedligeholdt og videreudviklet infrastruktur i fristaden, så installationer som el, vand, kloakering, veje osv. er helt tidssvarende og i bedre stand end Københavns i øvrigt.
Før alle andre i dette land havde de adgang til internet-bredbåndsforbindelser, og de har nu en af landets mest avancerede IT strukturer. Alt sammen lavet for stort set ingen penge, men fordi folk bare gør det.
-
∼Byggevedtægterne tilsidesættes gang på gang
-
Byggevedtægterne på Christiania har ifølge aftale ikke været gældende på Christiania siden loven af 1989.
Vi har derfor selv stået for vedligeholdelse, nybyggeri, tilbygninger o.a., og har egne fagfolk til at efterse tingene bliver gjort ordentligt.
På Christiania er der mulighed for at bygge frit fra sjælen, med ”eget ansvar” for det gjorte.
Dette har skabt nogle helt unikke huse og udformninger.
Derudover har vi mange dygtige håndværkere og arkitekter, som vederlagsfrit har ydet råd og vejledning, når dem der bygger har været i tvivl.
-
∼Børnene har alle sammen tuberkulose ... i følge Ulrik Kragh fra Venstre
-
Skrev Ulrik Kragh fra Venstre i en husstandsomdelt folder i foråret 2002, da venstre satte en mega kampagne ind mod Christiania.
Fristadens børn har igennem 20 år været tilset af Randi Steen, der er sundhedsplejerske på Christiania.
Hun har tidligere i indlæg i Christianshavneren udtalt at ”det absolut intet har på sig, tværtimod er børnene på Christiania sunde, glade og raske børn, der lever et godt liv med nærhed og trygge rammer. Børnene lever i et lille samfund, hvor de kan overskue hverdagen. Mange går i daginstitution i nærheden af hvor mor og far arbejder – de ved hvor købmanden, bageren, grønthandleren med mere er. Børnene kan færdes frit, da alle gader fungerer som gågader, og alle voksne passer på børnene”.
Hun slår endvidere fast, at ingen børn har stukket sig på kanyler, har tuberkulose eller leverbetændelse. Hun oplever ”børnenes forældre som ansvarsfulde forældre, der er interesserede i deres børns opvækst” og at forældrene som andre forældre lytter de til de råd og den vejledning, hun giver.
Læs hele artiklen her
-
∼De bygger ulovligt
-
Før loven om Christiania blev vedtaget i 1989 var det ikke nogen forbud eller regler i forhold til at bygge. Derfor er det stærkt misvisende at sige det var ulovligt.
Efter loven var vedtaget i 1989 blev derfor mange bygninger erklæret lovlige, og gennem lange seje forhandlinger rev vi selv omkring 50 huse ned.
Alle huse der er bygget i Christiania efter 1989, inklusive dem der er beliggende på voldene, har tilladelse fra forsvarsministeriet og selv om brugsaftaler udløber og love afløses af andre bliver husene ikke ulovlige af det.
Ydermere har vi haft et fra staten dikteret byggestop siden 1989 hvilket har betyder at nybyggeri mere eller mindre har været umuligt, og det nybyggeri der er foretaget er sket i fuld anerkendelse fra Forsvarsministeriets side.
-
∼De er alle sammen skide fulde og skæve
-
Det vil da være en grov generalisering af én befolkningsgruppe.
Ja, nogle beboere på Christiania er ofte fulde og skæve, andre sjældent og endnu andre aldrig.
Udbuddet er mennesker der bruger, misbruger eller slet ikke bruger er ligeså varieret på Christiania som mange andre steder. Her finder du afholdsfolk side om side med misbrugere, i indbyrdes tolerance, og det er måske forskellen fra andre steder i landet.
I erkendelse af at mange, der har søgt tilflugt i Christiania gennem tiderne, også har haft et misbrug af hash eller alkohol med sig, har vi, som et af de få steder i Danmark og måske endda det eneste sted, tilbud til beboere med misbrug om afrusnings ture og efterfølgende igangsættelses-projekter.
Den største forskel på Christiania og resten af Danmark, er at hårde stoffer (ja vi skelner stadigvæk mellem bløde og hårde stoffer) er bandlyst på Christiania, og viser det sig at en beboer ikke har kunnet overholde denne regel (en af de få regler), får beboeren tilbud om afvænning, hvor naboer passer boligen i perioden.
Afvises tilbuddet er det udsmidning!!
-
∼De betaler ikke ejendomsskat
-
Nej, det er ikke korrekt!
Samlet har vi i perioden 1993- 2002 betalt 5.971.777,- kr. i ejendomsskatter.
I 2003 betalte vi 673.756,40,-kr i Kommunalt tilskud, og 728.443,20,-kr i 2004.
Det samlede beløb på skatter og afgifter (ejendomsskat, CO2-afgift, affaldsafgift, ja alle de forskellige skatter og afgifter alle ejendomsindehavere nu betaler) var i 2004 1.518.265,72,-kr.
Tror man ikke på vores tal, så kontakt selv Københavns Kommune! Her kan man også få de nyeste tal.
-
∼De betaler ikke moms og skat
-
Vi betaler moms på følgende måder:
Vi har en fællesmomsordning for dem der ikke er selvstændigt registrerede virksomheder, alle andre betaler som alle andre steder i Danmark.
Derfor:
- Selvstændigt registrerede virksomheder følger de samme regler som alle andre virksomheder i Danmark, hvor man trækker den moms man har betalt når man købte en vare en gros (moms ind) fra den moms man tillægger varen når den sælges (moms ud) -> afregning med staten.
- Ikke selvstændigt registrerede virksomheder er registreret under Christianias cvr-nummer.
Ud fra regnskaber afregnes moms internt med vores fælleskasse, hvorefter fælleskassen afregner med myndighederne.
Faktisk er det en overskudsforretning for staten, fordi virksomhederne her ikke kan trække moms ind fra, og derfor samlet betaler moms 2 gange.
Ydermere er kravet for disse virksomheder, at de kun må handle internt, dvs. det kun er christianitter der må handle i virksomhederne.
Hvad angår skat betaler christianitter indkomst skat som alle andre.
Tror nogen virkelig i fuld alvor at man kan få et arbejde i Danmark, og så ikke skulle betale skat bare fordi man bor på Christiania????
-
∼Der er en omfattende hash-handel og anden kriminalitet
-
På det tidspunkt, i 2002 hvor denne udtalelse faldt fra Hr. Ulrik Kragh fra Venstre, var der ja, et omfattende hashmarked, og det har vi såmænd aldrig benægtet .... der er bare lige det tillæg i bemærkningen med den "anden kriminalitet", vi forstår ikke lige hvad det er for en kriminalitet der hentydes til.
Ringer man til Københavns Politi har de ikke nogen statistikker på området (svar fra Nærpolitiet Station Amager d. 26/4-05 kl. 8.54).
Så denne påstand hænger frit i luften indtil fakta fra relevante myndigheder forefindes.
-
∼De betaler ikke husleje
-
Nej, vi betaler ikke husleje, fordi vi ikke lejer husene, vi har en aftale om ret til at bruge, hvorfor det hedder BRUGSLEJE på ”christianittisk”.
Brugslejen består af følgende ingredienser:
Alle christianitter – der formår – betaler 1.400 kr. om måneden i grundbrugsleje til fælleskassen, altså til Christianias generelle drift (dem der ikke formår kan få nedsat brugslejen som så betales af fælleskassen).
Derudover betaler vi for forbrug af el, vand, varme osv.
Endelig har mange christianitter optaget lån i pengeinstitutter for at kunne finansiere renoveringsarbejder på deres huse på trods af at de ikke ejer dem.
Det månedlige afdrag udgør for mange fra 500 - 1000 kr.
Oven i dette kan så lægges forskellige kollektive som private opsparinger til f.eks. kollektiv tagkasse, katastrofe opsparinger (læs fælles brand-, storm- forsikring osv.
Varme udgifter på Christiania er ret høje da vi ikke er koblet på nogle offentlige forsyninger, så de fleste varmer op ved f.eks.:
Brænde, gasradiatorer, gasfyr, petroleumsovne, pillefyr, oliefyr you name it.
Det betyder at et brugsleje regnskab for en almindelig familie med 2 børn (i 2006 priser) let kan se således ud:
2 x grundbrugsleje (1x1.400,-kr pr. voksen) - 2.800,-kr
El forbrug (2x200,-kr) - 400,-kr
Vand 2x300,-kr) - 600,-kr
2 x kollektiv tagkasse (2x500,-kr) - 1.000,-kr
Varme - 1.500,-kr
Banklån - 500,-kr
Vedligeholdelsesops. - 500,-kr
Samlet: - 7.3600,-kr
Det bør også tilføjes, at man ikke kan få nogen form for boligtilskud når man bor på Christiania.
Der er i øvrigt ikke indregnet pris for de materialer der er brugt på at opbygge boligen.
Mange boliger var bare 4 vægge, et jordgulv og et tag hvor man kunne tælle tagstenene indefra, før de blev lavet om til boliger.
-
∼Der er kun få Virksomheder på Christiania
-
Pr. indbygger har Christiania faktisk flere virksomheder end resten af Danmark.
De er måske ikke så store, men det er Christiania heller ikke.
Det er ikke kun hånddyppede lys vi taler om, men også ganske hardcore virksomheder som cykelforretningen med egen produktion og design, smedeværksteder for kunsthåndværk og ovn-restaurering, computervirksomheder mm.
Det er sandsynligt at endnu mere højteknologisk virksomhed er under etablering til produktion af numerisk styrede fræsere til CAD/CAM opgaver.
I hvidbogen kan man se en så tæt på komplet liste som muligt (fra 2005), da der til stadighed eksperimenteres rundt i de små boliger, hvilket nogen gange udmønter sig i endnu en virksomhed.
-
∼De betaler ikke for gas og vand
-
Når man hører en politiker eller andre udtale at ”de betaler ikke for gas …”, skulle man tro personen regnede offentlige myndigheder for idioter.
Forsvarsministeriet lukkede for gassen da de forlod kasernen omkring 1970.
Straks efter hegnet var revet ned i september 1971 dukkede de første skrothandlere op og klunsede zinktagrender, gasrør og alt hvad der ellers kunne være af værdi.
Siden den første rammeaftale blev indgået i 1993 har Christiania betalt for al forbrug, elektricitet og vand.
Der er fra 1993 – 2002 samlet blevet betalt 14.176.860,-kr i rent forbrug af el og vand.
Vi er til stadighed i gang med at mindske vandforbruget og renovere vand-nettet.
Man kan læse mere om vores udgifter i statusrapporten:
-
∼Det sociale eksperiment er slået fejl
-
Det er vel på tide at ophøre med at tale om et eksperiment i betragtning af at det har varet i godt 35 år.
Det må derfor nu betragtes som et faktum, at det er lykkedes mennesker af meget forskellig herkomst, uddannelse, indkomst og socialklasse at leve i fredelig sameksistens.
Det er i sig selv enestående, idet der i det danske samfund i øvrigt ofte ses social segregering, dvs. rige bor i nærheden af rige, og fattige bor dør om dør med andre fattige.
Den ”sociale rummelighed” rækker ud over Christianias egne beboere og tillader et stort antal såkaldt ”skæve eksistenser” fra de omgivende bydele at tilbringe tid sammen med christianitterne.
Der blev i sin tid ikke lagt klare rammer for hvad det sociale eksperiment skulle gå ud på, en facit liste kunne være virksomheder, aktiviteter og kulturudbud, som en indikator for Christianias evne til at få noget synligt og målbart ud af virkeligheden.
En nogenlunde hel oversigt kan læses på de sidste sider i vores guide, man kan så selv vurdere om de ca. 6-900 fastboende har gjort noget ud af det sociale eksperiment.
I stedet for at omtale Christiania som ”et socialt eksperiment” ville det måske være mere korrekt at kalde det ”et eksperimentarium”, da mange christianitter såvel som besøgende gennem årene og til stadighed bruger Christiania til at prøve noget nyt for derefter at starte noget op andre steder i Danmark.
På Christiania kan man, hvis man vil tage sig tiden til at finde ud af hvem er hvor og laver hvad, være med til at; lave større kultur events, arrangerer mindre koncerter, lave børneteater, arbejde i produktionskollektiver, deltage i beboer møder, sætte projekter i gang mht. kloakker, El-net, vand-net, fælles varme anlæg, børnepasning osv. osv.
Man skal bare være indstillet på at man har ansvar på lige fod med alle andre deltagende.
-
∼Demokrati fungerer ikke på Christiania
-
Christiania fungerer uden central styring.
Alle beslutninger har været truffet i enighed i såkaldt konsensusdemokrati.
Det betyder at man aldrig har stemt om noget men diskuteret til alle var enige.
Ved beslutninger truffet på denne måde tager det naturligvis længere tid at afgøre en sag, men på den anden side er der større opbakning bag beslutningerne da alle deltagende bliver hørt.
Konsensus-demokrati er altså det faktum, at alle skal være enige før beslutninger tages. Det kræver stor diciplin af de deltagende i søgning efter fælles beslutninger (også kaldet kompromisser) da en lille gruppe ellers ville kunne stoppe for enhver beslutning.
Kan vi tale om demokrati i det almindelige samfund i forbindelse med EU-afstemninger der ender næsten fifty-fifty?
Er det demokrati at en regering baserer sig på et flertal bestående af lige godt 50% af de valgte og holder resten af parlamentet udenfor reel politisk indflydelse?
Er det demokratisk at hver anden dansker går rundt og er utilfreds?
Konsensusdemokrati har en negativ klang fordi det bruges i beskyldninger mod Christiania, men i mange ejer- og andelsboligforeninger kunne man ikke drømme om at bruge andet end konsensusdemokrati.
Alt andet ville da give et uholdbart miljø når man skal leve sammen til daglig.
-
∼Husene er i så dårlig stand at de er sundhedsskadelige
-
Hvis det er ifølge SESs (Slots- og Ejendomsstyrelsen) SAVE analyse man har draget den konklusion, så må vi henvise til at analysen er blevet stærkt kritiseret for at være lemfældig og overfladisk.
Ydermere skulle der i så fald være langt flere sygdomstilfælde på Christiania end i resten af landet hvilket vi ikke har hørt eller set dokumentation for.
Vi oplever selv at vores huse er sunde og gode at bo i; at vores børn sjældent har astma og allergier da vi hellere vil være klædt ordentligt på og så have lidt træk end at leve af recirkuleret genbrugsluft.
-
∼Krænkende for retsopfattelsen at et så attraktivt et område kan tilranes af en e
-
Christiania er ikke blevet tilranet, at rane betyder at stjæle, og stjæle betyder at tage noget der er nogen andres.
Christiania (fhv. Bådsmandsstræde kasserne) er statens og dermed alle danske statsborgeres.
At nogen så tog det i brug da det stod ubrugt er en anden diskussion.
En anden diskussion kunne derimod være:
”Er det ok at staten lader bygninger stå tomme og ubrugte, når der samtidig er stor boligmangel og mange uden egen bolig?”
-
∼Det er umuligt at få en bolig på Christiania
-
Med hensyn til indflytning fungerer Christiania som mangen en anden andelsforening fungerer.
Når der er en bolig ledig indkaldes via ugespejlet (vores lokal avis) og opslag på Christiania om hvor og hvornår boligen kan søges på et såkaldt boligmøde.
Til boligmødet vælges en ny beboer ud af dem der ansøger på boligen.
Det er ikke til at sige hvad der gør at nogen vælges frem for andre, så reelt har alle en chance.
Der er dog en vigtig forskel i forhold til andre steder i Danmark:
Der er ingen penge involveret i Christiania.
Så man behøver ikke være i besiddelse af formue for at flytte ind.
Og man behøver ikke betale 100.000 under bordet....
Christiania er inddelt i 14 områder, der autonomt styrer fordelingen af boliger og virksomheder.
Området Mælkebøtten har lagt deres boligprocedurer på nettet, de kan læses HER:
http://www.christiania.org/modules.php?name=NukeWrap&page=/~dandlion
-
∼Misbrug af hash er udbredt i Christiania
-
Faktisk er der ikke lavet nogle undersøgelser af hvor mange hashmisbrugere der er på landsplan, så følgende er et skøn baseret på "øjne i hovedet".
Da Christiania rummer og modtager mange tabte skæbner (set med en CV-fikseret danskers øjne) er antallet af misbrugere (og her snakker vi udelukkende om hash) nok noget større end mange andre steder i landet.
Da der dog ikke er lavet nogen undersøgelser, dvs. intet forskningsinstitut har sat tal på emnet, er det meget svært at sige hvor mange af hvad der er hvor.
Udtalelsen er ligeså misvisende eller sand som at sige at misbrug af wiskey er udbredt i Hellerup - hvem ved noget om det??
Sidst må man så også spørge hvad der egentligt er en misbruger??
Hvor går skellet mellem brug og misbrug?